Udsigt5

Hvordan er din udsigt? Kigger du ud på noget natur eller kigger du lige ud i en væg? Studier har vist at din udsigt har indflydelse på, hvor godt du trives, det har betyding for dit barns indlæring i skolen og betydning for, hvor glad du er for dit arbejde.

Da jeg for nogle år siden skrev mit speciale på landskabsarkitektur, tog jeg på et skrive-retreat i Sverige. Jeg havde en smuk grøn udsigt, og lige udenfor lå skoven og en sø klar til at tage imod mig, når jeg havde brug for en pause i arbejdet. Det var så dejligt, og jeg er sikker på, at det havde en gavnlig virkning for mit arbejde.

Det er nemlig slet ikke lige meget, hvordan udsigten er fra dit hjem, dit arbejde eller dit barns skole.

Mennesker, der bor med udsigt til natur oplever en højere tilfredshed med det kvarter, de bor i og en højere grad af velvære. Med udsigt til træer føler vi os roligere og mere fredfyldte, mens mennesker med en udsigt uden grønt i højere grad føler sig distraheret og ude af stand til at koncentrere sig. Også børn er bedre til at koncentrere sig, hvis de kigger ud på noget grønt –  både derhjemme og i skolen.

Et amerikansk studie har vist, at elever med udsigt til træer og buske klarede sig bedre til prøver og eksamen, de fuldførte i højere grad skolen og en større andel fortsatte på en videregående uddannelse. Eleverne udviste også mindre destruktiv adfærd.

Mennesker, der er så heldige at have udsigt til naturen fra deres arbejdsplads oplever en højere grad af tilfredshed med deres arbejde, er mere entusiastiske, mere tålmodige og mindre frustrerede, og så har de færre sygedage. Endelig kan en grøn udsigt være med til at fremme vores kreativitet – både hos børn og voksne. Og det var det, jeg sad og skrev om på mit svenske retreat (læs mere her).

Litteratur

Kaplan, R. (1993). The role of nature in the context of the workplace. Landscape and Urban Planning 26, 193–201.

Kaplan, R. (2001). The nature of the view from home – psychological benefits. Environment and Behavior 33, 507–542.

Matsuoka, R.H. (2010). Student performance and highschool landscapes: examining the links. Landscape and Urban Planning 97, 273–282.

Wells, N.M. (2000). At home with nature: effects of ‘greenness’ on children’s cognitive functioning. Environment and Behavior 32(6), 775–795.

Gilchrist, K. Promoting wellbeing through environment: the role of urban forestry (link). School of the Built Environment,
Heriot-Watt University, UK

Written by Trine Plambech

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *